Det er med stor bedrøvelse at kunne erfare, at tidligere formand for vor socialdemokratiske forening i Gentofte er afgået ved døden. Han blev bisat den 11. januar 2025 i Dyssegårdskirken.
Tale til bisættelsen fra Mette Werge Whitt (nuværende formand for Gentoftekredsen):
Sorgen over Torbens død er vi mange der bærer. I der er kommet her i dag. Naturligvis Torbens børn og familie, men også mange andre, der ikke er her, men som har mødt, og kendt Torben.
Torben var særlig.
Torben var i en årrække vores formand, og også i den rolle gjorde han en stor forskel.
Socialdemokratiet i Gentofte har meget at takke Torben for, og som jeg skrev i mindeordene så vil vi huske Torben for hans ildhu og engagement i kampen for et mere retfærdigt samfund – herunder i høj grad også et mere retfærdigt Gentofte.
Vi vil huske Torben for hans uforfærdede og målrettede vilje til at gå i kamp – også med politiske med- og modspillere. Altid med klar tale – altid med klare holdninger – sjældent med tvivl om det var rigtigt eller forkert.
Vi vil altid huske Torben som en kammerat. En der gik forrest, og en der vidste, at vores fine samfund ikke har bygget sig selv, og altid er værd at kæmpe for.
Vi vil fortsætte kampen imod stigende ulighed og med fokus på retfærdighed og værdighed. Og vi vil ofte mindes Torben, og tale om ham. Hvad han mon ville gøre, eller huske hvad det var han gjorde, som inspiration for vores bidrag til demokratiet her i Kommunen.
Torben kæmpede altid for det han havde kært. En stor inspiration.
Tak for alt Torben!