Tale Nytårskur 2024

Mette Werge Whitt

Kære venner,

 

Tak fordi I er kommet til vores nytårskur i aften. Jeg har glædet mig til at se jer, og jeg glæder mig til at tage fat på endnu et politisk år her i vores socialdemokratiske fællesskab i Gentofte.

Meningen med mødet i aften, er dels at reflektere lidt over året der er gået, og så ellers se frem på året der kommer. Det får forskellige kandidater og politikere mulighed for at gøre når de får ordet senere.

Skal vi hæve vores glas og ønske hinanden GODT NYTÅR? – Skål!

 

Jeg vil bruge min taletid, på at tale lidt om fællesskaber.

Jeg ved ikke med jer, men jeg synes ikke det er fordi at 2023 føles som et særlig godt år.

  • De mange svære følelser der er forbundet med at være en del af en flertals-regering.
  • De mange virkelig vilde problemer vi skal have fundet løsninger på. Fortsat krig i Europa, der trækker tråde også andre steder.
  • Den forfærdelige krig mellem Israel og Hamas.
  • Vanvittigt vejr, der får Møns Klint til at falde og med mulig miljøkatastrofe i Randers som en tikkende bombe.

Da kan det godt synes, at det vi skal arbejde for her i Gentofte – Filmstriben tilbage til borgerne, udrulning af Fjernvarme og grønne løsninger, og tilpasning af daginstitutioner o.s.v. ja det er små ting.

Men det er det jo ikke. Det er i hverdagen livet leves, og derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan rammerne om ens liv er – i det helt nære.

Hvordan fungerer skoler, vuggestuer, fritidstilbud, ældreplejen, integrationen, kulturlivet

Oplever man som borger, at man har mulighed for indflydelse på eget liv, eller er det noget der trækkes hen over hovedet på en?

I takt med at medier kører i døgndrift og vi får både små og store nyheder serveret fra hele verden, da kan man hurtigt føle sig fortabt – og lille.

Men vi egner os ikke som fortabte, og da særligt ikke vi der bekender os til Socialdemokratiske værdier.

Nok er vi ikke enige om alting altid, men vi er enige om, at ville tage ansvar – om at de bredeste skuldre må bære mest – om ret og pligt, og at vi tror på mennesker og fællesskaber.

Det er også i den overbevisning jeg står her i dag, og det er i den jeg henter min motivation, når det hele bliver dystert.

Da spørger jeg mig selv: Hvad er alternativet? Er det holdbart ikke at gøre noget? Ikke at samarbejde? Ikke at bidrage?

Mit svar er nej Mette! Du må op på hesten, og så må du hente energi og håb, i dit socialdemokratiske fællesskab, og der hvor du ellers har gode relationer.

Det er også det der er mit budskab til jer i dag. Vi er et fællesskab i Socialdemokratiet – som hele, og her i kredsen i Gentofte.

Der er stor chance for, at du ikke altid synes vi gør det godt nok, eller vælger det rigtige, men jeg lover dig, at her – og i partiet i øvrigt, da er det ikke hensigten IKKE at møde vores medlemmer i det de forventer. Det er ikke et mål at genere medlemmer, så de vælger at melde sig ud.

Hver dag – her i Gentofte og rundt i landet, er vi mange frivillige, der gør vores bedste for at skabe værdi for vores medlemmer og for borgerne i Danmark – også dem der slet, slet ikke er enige med os.

Vi søger indflydelse – og ærlig talt – til de der er vrede på regeringen, vil jeg stilfærdigt spørge – hvad er alternativet, hvis Socialdemokratiet ikke sidder med ved bordet – og for bordenden som vi heldigvis gør nu?

Er det nemt? Nej – det er virkelig svært. Selv for vores statsminister, for vores ministre, borgmester og byrødder – kandidater, da er det meget svære tider.

Men verden løser ikke sig selv ved den konstatering. Udvikling opstår ikke af ingenting. Men verden og udviklingen nedbrydes lige nu af despoter – mennesker der vil andre det dårligt. Mennesker der selv profiterer på at skabe uro og ustabilitet, mens kvinder, børn, mænd dør – befolkninger splittes.

 

Så mit ønske – og mit håb for 2024 er, at vi i Socialdemokratiet formår at inddrage flere i vores fællesskab. At vi bliver bedre til at tage imod medlemmer og særligt de, der gerne vil være aktive. At man som medlem og måske endda bare sympatisør med Socialdemokratiet trods alt oplever at vi GØR noget. At man oplever at vi LYTTER og HANDLER. At vores fællesskab rummer mulighed for at tale med ligesindede om det der er svært, eller det man synes bør ændres. At man kan få indflydelse.

Socialdemokratiet er det eneste folkeparti i Danmark. For nogen er det måske ikke et mål, men for mig et det et udtryk for, at vi har kammerater i hele landet, der tror på fællesskabet som mulighed og fundament for vores velfærdssamfund. Hvor vi arbejder for alles bedste og ikke kun for vores eget.

Men det er ingen selvfølge. Se hvad der er sket med Venstre – se hvad det betyder at vi nu i Danmark har 12 partier i Folketinget – ej – 11 efter opløsningen af Nye Borgerlige der blev meldt ud i dag.

 

 Det er demokrati mine damer og herrer, men det gør det ikke nemt at handle i. Flere særinteresser – flere personlige ’angrebsvinkler’. Sådan er det, for det giver vores gundlov mulighed for, og det er hvad danskerne har valgt. Men værd at huske når vi vurderer de folkevalgte, hvad det egentlig er for et rum de er givet.

I 2024 skal vi vinde et valg! 9. juni skal danskerne stemme til Europa-Parlamentet og vi skal have et 4. mandat til Socialdemokratiet og til Region Hovedstaden håber jeg. Spidskandidat Magnus Barsøe er her i aften, og vil give os nogle ord med på vejen. Jeg håber, I vil engagere jer, og være ambassadører for at få jeres familie og venner til at tage stilling, og til at stemme. Europa kan ikke overlades til andre. Vi kan ikke behandle det som en fjern ting i Bruxelles. Vi må og skal forholde os til Europa hele året og tage bestik af det der sker. Lige nu er der uro i Tyskland – før det har det ulmet i Frankrig. Vi kan naturligvis ikke blande os i nationalstaters forhold, men vi kan godt forholde os til rammerne for og i Europa. Dem må vi aldrig tage for givet, og derfor må vi forsøge at gå foran og kæmpe for ordentlighed og retfærdighed som modsvar til nationalisme og fanatisme.

Herhjemme må vi diskutere med de der mener andet end os, og vi må gøre hvad vi kan for at bakke op om vores EU-politikere og kandidater, så de bliver en fast del af samtalen – hele året. Det er hvad jeg har indset i 2023, og som jeg bærer med mig fremad.

Vi skal også have gang i forberedelserne til kommunalvalget 2025. På generalforsamlingen fremlægger vi en køreplan og der skal nedsættes et kandidatudvalg, men allerede nu, så vil jeg opfordre jer til at overveje om I selv går med en kandidat i maven, eller om I har kendskab til herboende borgere som I tænker kunne være værd at kontakte.

Vi kommer til at fokusere på at finde kandidater så vi har fokus på ligestilling og diversitet. Vi kommer også til at fokusere og fordele kandidater rundt mod kommunens områder/valgsteder, så kandidaterne fordeler områder og kræfter imellem sig, så de hver især og samlet er med til at skabe synlighed til Socialdemokratiet.

Der er ingen tvivl om at KV25 bliver et andet end vi før har set. Liberal Alliance, Venstre og Moderaterne vil stille til kamp, og det vil de konservative naturligvis også – SF har en stærk kandidat.

Derfor har vi brug for al den hjælp og opbakning vi kan få fra jer, til at skabe et stærkt hold – et hold med afsæt i vores fællesskab, der kan sikre Socialdemokratiet i Gentofte et godt valg, for det må IKKE ske at vi mister mandater – Gentofte kan mere – Gentofte skal mere, og det skal fortsat være Socialdemokratiet, der sikrer balancerne så ikke kun de der har mest får mest.

Jeg vil gerne sig tak til alle – medlemmer, til DSU, samarbejdspartnere og venner for året der er gået. Jeg vil gøre mit for at bidrage til vores fællesskab også i 2024. Husk du altid kan kontakte mig med idéer eller kritik.

Godt nytår venner!